Nyheder 2012

5. maj
De seneste 3 måneder har vi i al hemmelighed haft en DSP/frederiskborg vallak opstaldet for morbror Michael og tante Berit.

Og i går blev kusine Sarah nok verdens lykkeligste konfirmand, da hun efter spisningen blev kørt til "et hemmeligt sted" med bind for øjnene, og for enden af et rødt silkebånd trak sig frem til Figaro.

Figaro står fremover hos Mette Hald, hvor både Nanna og Sarah har redet siden børnehaven.

14. april Sommergæster:
 

Vi glæder os meget til sommerens gæster, idet Maesllwch Lilibeth og hendes føl Harvest Little Miss Sunshine kommer her på sommergræs, når Lilibeth har været til hingst på Fyn. Så kommer der alligevel føl på Tanggård denne sommer. Det sætter både vi og vores naboer stor pris på :-)
 

4. april De seneste måneder har været meget stille hvad angår ponyerne. De nyder tilvænningen til græs, og de er ikke nemme at lokke ind efter en times tid på de grønne marker.

Men ellers keder vi os ikke her. Vi er gået i gang med få revet alle de gamle driftsbygninger ned. Kun rundbuehallen (løsdriften til ponyerne), maskinhuset og den store stålhal på 1200 kvm bliver tilbage, og det meste af jorden bliver solgt fra, således at vi kun får hestefolden tilbage.

Så fremover bliver der udsyn over foldene fra stuen. Og en terasse foran huset er på ønskesedlen.
 

5. feburar
Så har det været Kyndelmisse, og det betyder jo, at halvdelen af vinteren er gået. Ponyerne nyder i fulde drag det klare vejr og sneen.

Hingstevalget er på plads, idet Cheri, Medina og Montana skal bedækkes ved Nantdywyll Llenor (Stutteri Fakla), som jo blev Ungdyr-, hingste og supreme champion sec. A, samt Overall reserve champion ved kåringen 2010. Vi er sikker på, at han kan tilføre de ønskede kvaliteter.

På fotoet ses Tanggård Montana
 

7. januar Så er Cheri flyvende igen :-) Om det var det dejlige solskinsvejr i går, eller om det var naboen, der red forbi, vides ikke. Men Cheri drønede rundt, og rundt og rundt i folden i fuld fart med en masse vilde bukspring skarpt forfulgt af Montana og Medina. Kun gamle Talli stod midt i det hele, og så opgivende til.

Til gengæld ved vi, at dagene nu bliver længere. Talli er som sædvanlig begyndt at smide vinterpelsen. Lad os nu ikke håbe, at Kong Vinter overrasker den gamle dame.
 

3. januar Så står der 2012 på kalenderen. Og dagens gode nyhed er, at Cheri nu igen er normalt gående. Hun skridtede frejdig hen over cementen, da hun i dag var ude af boksen. Det er stadig en gåde, hvad hun har fejlet. Men dyrlægen blev næsten lige så glad som os, da vi sendte hende en SMS med det gode budskab.

2012 bliver et år uden føl her på Tanggård. Og i år er det ganske vist, for vi har ikke ifolet nogle hopper i sidste sæson. Til gengæld har vi planer om at sende Medina og Montana til hingst i år. Og det skal gerne være en ikke for højtstillet hingst, som desuden kan tilføre lidt dybde og bredde. Så vi studerer mulighederne her i den kommende tid.
 

Se endvidere  "Nyheder 2011", "Nyheder 2010", "Nyheder 2009", "Nyheder 2008""Nyheder 2007" samt "Nyheder 2006"